Historier og Pædagogiske Erfaringer

Da vi som gruppe har fået til opgave at skrive en historie om vores pædagogiske erfaringer, har jeg valgt at fortælle om mit ophold på en heldagsskole som barn.

Jeg startede som de fleste andre i en helt almindelig folkeskole, hvor at jeg hurtigt fandt ud af at jeg ikke hørte til. Der var ikke plads til leg og fart over feltet, og da jeg på det tidspunkt ikke var moden nok til at være sammen med en hel klasse af elever der skulle sidde stille i længere tid af gangen, faldt jeg hurtigt ud af fællesskabet. Jeg kunne ikke koncentrere mig og brød mig ikke om at blive irettesat for at "være mig selv". Jeg følte ikke at jeg gjorde noget forkert, men reagerede blot på at jeg ikke passede ind i de rammer der var stillet op. Børnehaveklassen måtte jeg gå om, og det hjalp mig ikke at jeg kom ind i en klasse med endnu mere fart over feltet og endnu flere uregerlige unger.

De næste to år i den klasse var præget af slagsmål, drillerier og alt det der følger med når man ikke har de rigtige relationsværktøjer med sig i tasken, når man skal begå sig i noget så svært som en kommunal folkeskole. Et sted hvor der ikke er plads til at være ret meget anderledes fra normen. Derfor blev jeg i sammen råd med min mor og skolens ansatte i 2. klasse flyttet ud på en heldagsskole hvor jeg skulle arbejde med mit temperament og mine relationer til både børn men især også voksne, som jeg havde fået et rigtig skidt indtryk af. Jeg manglede simpelthen både tro og tillid til de voksne, da jeg førhen var blevet mødt af afvisning og skældud da jeg ikke kunne få den hjælp i skolen jeg havde brug for.

Men at komme på heldagsskole skulle vise sig at være min redning, da jeg pludselig blev mødt af nogle helt andre rammer og i den grad nogle helt andre voksne, der gik til mig på nogle måder jeg ikke havde oplevet før. Følelsen af at blive taget seriøst og at få den opmærksomhed man havde brug for, når tingene var svære både fagligt og relationsmæssigt, gjorde at jeg udviklede mig meget og jeg fik det hurtigt bedre. Der var med andre ord plads til at være anderledes, så man kunne kapere at være "normal" og være med når tingene ikke kun drejede sig om mig.

Oplevelsen af at man godt kunne have et godt og tillidsfyldt forhold til de voksne var i stor grad med til at jeg smed den facade som mit voldsomme temperament havde været med til at opretholde. Jeg fandt ud af at jeg ikke behøvede at stille mig på bagbenene og jeg behøvede heller ikke at være i centrum hele tiden, fordi at der rent faktisk blev taget hånd om de ting jeg havde det svært med. Så var det også meget nemmere at give plads til de andre der havde det svært, hvilket jeg vil mene har givet mig en stor del af den empati og medmenneskelighed som jeg gerne vil prale af at jeg har i dag.

For mit vedkommende har den pædagogiske tilgang til læring og den forstående og omsorgsfulde behandling, kombineret med at komme ud af klasseværelset, været en stor del af at jeg fik det bedre og kunne komme tilbage i folkeskolen i femte klasse og færdiggøre min folkeskoletid.